Seværdigheder i Berlin
Skal du til Berlin i den nærmeste fremtid, men står på bar bund i forhold til, hvad du skal se af ting? Så frygt ej! Vi har samlet en liste over de mest besøgte seværdigheder i den fænomenale tyske storby. Besøg Berlin, mærk byens specielle kultur og oplev historiens vingesus – der venter en spændende oplevelse på så godt som hvert gadehjørne.
Hvad er Berlin kendt for?
Berlin er måske bedst kendt for byens udsøgte mad, inspirerende gader og pulserende stemning. Det er den tyske hovedstad, der historisk set har været igennem en del turbulens med mange begivenheder, som er gået over i verdenshistorien. Foruden den konfliktfyldte og dramatiske fortid har Berlin i flere århundreder også været et knudepunkt for kunst, hvilket byen bærer stor præg af med dens betagende arkitektur.
Hvis du ønsker en charmerende storbyferie med mulighed for at lære mere om europæisk kunst, kultur og historie, er Berlin derfor det oplagte valg.
Oplevelser i Berlin
Den tyske storby byder på et hav af muligheder for oplevelser og det kan derfor være svært at finde frem til, hvad der er absolut top-attraktioner. Vi har derfor samlet en liste over nogle af de mest ikoniske steder, du må besøge, blandt andre museer og arkitektur og parker.
Hvis du er mere interesseret i ting, som du kan gøre gratis i Berlin, skal du blot rulle længere ned på siden.
Museumsøen
Hvis du befinder dig i midten af Berlin ved Spreefloden og trænger til noget pænt at kigge på eller til at udvide din forståelseshorisont, kan du altid tage på Museumsøen – også kendt som ‘Museumsinsel’ på tysk. På øen kan du finde hele fem museer, som tilbyder noget forskelligt. Du kan med fordel købe et 3-dages-museumspas her, som giver dig adgang til alle museerne på Museumsøen og flere andre museer i og omkring Berlin.
Altes Museum
Hvis du er til klassisk kunst eller kunne trænge til at få støvet dine oldtidskundskabsfærdigheder af, så er Altes Museum noget for dig. Selve museet ligner næsten et græsk tempel med sine joniske søjler og dets spændende rotunda, som er placeret midt i bygningen. Når du besøger museet får du en rejse gennem det antikke Grækenland med et hav af skulpturer, krukker og vaser som fortæller om den græske historie, kultur og mytologi.
Neues Museum
Vil du længere syd-øst på i forhold til kulturen, så kan du også besøge Neues Museum. De har udstillinger med egyptisk kunst i form af en papyrussamling samt forhistoriske objekter og antikke genstande. På Neues Museum bliver du ført gennem udviklingen af forhistoriske og protohistoriske kulturer, der strækker sig fra Nordafrika og Mellemøsten til de skandinaviske lande.
Alte Nationalgalerie
Som endnu et tempel på Museumsøen kan du finde Alte Nationalgalerie, som tilbyder et unikt indblik i 1900-tallets kunst og skulpturer. Her vil du finde de neoklassiske og romantiske bevægelser med kunstnere som Caspar David Friedrich og Karl Blechen, samt værker fra Claude Monet, Lovis Corinth og Adolp von Menzel i deres permanente udstilling med fransk impressionisme og tidlig modernisme. Helt klart et must-see for den traditionelle kunstelsker!
Bode-Museum
Museet åbnede første gang i 1904 og var dengang kendt som Kaiser-Friedrich-Museum, da det blev bygget til ære for Dronning Viktoria af Storbritanniens afdøde mand Frederik 3.. Under de mange bombninger i Berlin under Anden Verdenskrig blev museet ramt og blev derfor genopbygget samt renoveret flere gange mellem 1948 og 1986. I dag er det kendt som Bode-Museum og byder på skultpurer fra det byzantiske rige, 150 værker fra Gemäldegalerie og en bred kollektion af mønter og medaljer, der viser menneskets historie i metal.
Pergamonmuseum
Pergamon-museet er til dig, der er betaget af Mellemøsten. Museet lægger hus til tre af Berlin Statsmuseets udstillinger: Antikensammlung, Vorderasiatisches Museum og Museum für Islamische Kunst. Her kan du finde rekonstruktioner af arkeologiske strukturer som Pergamonaltret, markedsporten i Milet, Ishtarporten fra Babylon, og Mshatta-facaden fra en umayyadisk boligplads. Hvis du har lyst til at tage en rejse gennem tiden, er Pergamon-museet oplagt.
Berliner Fernsehturm
Befinder du dig i nærheden af Alexanderplatz, er det en oplagt mulighed at tage turen op i det famøse TV-tårn. Du kan komme op i tårnet for omkring 190 danske kroner, hvor du får en fænomenal 360-graders udsigt over hele Berlin og adgang til Bar 203, som er tårnets restaurant. Som noget helt nyt har du også mulighed for at prøve Berlin’s Oddyssey som er en virtuel-realitetsoplevelse. Du får et par smarte VR-briller på og kan se en realistisk animeret fortælling om Berlin på 15 minutter.
Hvis Berlin Fernsehturm lyder som noget for dig, kan du købe billet på deres hjemmeside her.
Berlin Spy Museum
Hvis du vil have et helt unikt indblik i spionagens kunst, byder German Spy Museum Berlin på et detaljeret univers som er lige til at fortabe sig i. Museet er en speciel kombination af historisk læring og forlystelse, hvor du kan lære, hvordan spioner og deres udstyr har udviklet sig siden antikken. Du får også mulighed for at afprøve dine egne evner som superspion med deres udvalg af interaktive stationer, hvor du kan løse gåder, hacke hjemmesider og se, hvor god du er til at finde spionudstyr. Spionmuseet er til alle uanset alder og du kan købe adgangsbillet her.
Sachsenhausen koncentrationslejr
Hvis du er taget til Berlin med interesse for historien, kan du overveje at besøge koncentrationslejren Sachsenhausen. Den ligger i byen Oranienburg cirka 35 kilometer nord for Berlin. Sachsenhausen er kendt som en af de største koncentrationslejre, der var i Nazityskland under Anden Verdenskrig. I dag er lejren blevet forvandlet til et museum, men fungerer også som et mindesmærke. På et besøg i Sachsenhausen får du et lærerigt indblik i et af menneskets mørkeste tider og får lov til at se blandt andet barakkerne og henrettelsespladsen, hvor tusindvis af fanger blev henrettet under krigen.
Det er gratis at besøge koncentrationslejren, men det anbefales stærkt at bestille en guidet tur eller købe deres audioguide.
Bådtur langs Spreefloden
Hvis du vil se Berlin fra en helt ny vinkel, kan du finde adskillige muligheder for at sejle en tur langs den skønne flod. Du kan finde sightseeingture, hvor du kan se alle de store attraktioner fra flodens bløde bølger.
Topographie des Terrors
Hvis du vil dykke ned i naziregimet og dets indflydelse, kan du besøge Terrorrens Topografi. Museet er samme sted, hvor Schutzstaffel eller SS havde deres hovedkvarter under Anden Verdenskrig. Du kan se rester af Berlinmuren i deres store udendørsområde, og indenfor kan du finde billeder og tekster om krigstiden og nazismens skræmmende ideologier
Hvad skal man se i Berlin?
Der er noget om sagen, når folk siger, at Berlin er en billig by at være i. Foruden de mange (billige) oplevelser, man kan købe sig til, byder byen også på en del gratis attraktioner. Vi har her samlet nogle af de mest interessante og oplagte valg, hvis du er på gåben gennem byen.
Brandenburger Tor
Skal du tage et ikonisk og mindeværdigt billede i Berlin, så er det Brandenburger Tor, du skal svinge forbi. Det historiske symbol fra 1800-tallet, som du finder i Berlin Mitte er byens største og sidste tilbageværende byport. I dag er området lukket af for trafik, så man kan gå stille og roligt omkring og endda finde noget lækkert at drikke i nærheden.
Pariser Platz
Hvis du ser Brandeburger Tor, kan du heller ikke komme udenom Pariser Platz, som er lokaliseret lige bag ved. Det var den største plads i Berlin frem til Anden Verdenskrig, hvor den blev bombet. Efter det blev den brugt som en dødszone mellem Øst- og Vestberlin, indtil den blev genopbygget efter Berlin murens fald.
Holocaust-Mahnmal
Lige ved Pariser Platz og Brandeburger Tor kan du finde det ikoniske mindeværke for Europas myrdede jøder. Det består af 2.711 betonsten i forskellige højder. Mindesmærket dækker over 19.000 kvadratmeter og det er muligt at gå mellem stenene. Selvom du måske ser andre løbe, lege og hoppe på betonklodserne, anses det ikke som god skik – gå derfor roligt rundt og fordyb dig og behandl mindesmærket med respekt.
Reichstag
Ved Platz der Republik i Berlin kan du finde Reichstag, der var sæde for det tyske kejserrige, og som siden 1999 har huset den tyske Bundestag. Bygningen er opført i en flot byggestil inspireret af neo-renæssancen. Kunne du tænke dig at besøge Rigsdagen, kan du booke et gratis besøg, hvor du har mulighed for at opleve den fantastiske udsigt fra glaskuppelen øverst på bygningen. Hvis du har brug for noget koldt at drikke eller noget at spise, finder du tagterrasserestauranten Käfer lige ved siden af kuplen.
Tiergarten
Vil du føle dig som “ein Berliner”, kan du altid strække benene i Berlins kendte park Tiergarten. Den er især betagende om foråret og sommeren, hvor du kan finde historiske seværdigheder og mindesmærker rundt omkring, nyde en kold øl eller bare bruge parken som et sted at slappe af.
Berliner Dom
Hvis du vil se en kirke, der er som ingen andre, bliver du nødt til at lægge vejen forbi Berliner Dom. Du kan finde kirken på øen Spreeinsel, hvor du også har Museumsøen. Det passer perfekt med at se kirken fra alle vinkler og hvile benene i parken midt på øen, inden turen går videre til et af øens museer.
Checkpoint Charlie
Checkpoint Charlie er nok den mest kendte grænseovergang fra Berlinmurens tid under Den Kolde Krig. I dag er der ikke meget mere at se end en hvid barak, men den markerer stedet, der delte Øst- og Vestberlin og leder tankerne hen på alt fra indespærring og frihed til kommunisme og demokrati. Et absolut must-see for enhver besøgende
East Side Gallery – se Berlinmuren
Tæt på Spreefloden kan du finde East Side Gallery, som er den længste sektion, der er tilbage fra Berlinmuren siden faldet i 1989. Muren strækker sig 1,3 kilometer og er malet med kunstnerisk graffiti, der viser Berlinmurens historie. Det er især Dmitri Vrubels værk “Bruderkuss” som trækker besøgende til sig, men du kan også finde “Himlen over Berlin”, værk nummer 66, der er lavet af danske Karina Bjerregaard og Lotte Haubart.
Genbrugsfund i Mauerpark
Vil du gerne opleve noget mindre “turistet”, kan du altid besøge Mauerpark. Selve parken er velbesøgt af den lokale befolkning, og om sommeren er der flere koncerter og arrangementer i parken. Hver søndag kan du også gøre eksklusive loppemarkedsfund på parken, og hvis du bliver sulten undervejs, har de også flere madboder. Det er stedet, hvis du vil få et ægte indtryk af byen.
Skal du til Berlin?
Hvis Berlin lyder som byen for dig, kan du med fordel vælge vores busrejse til den tyske hovedstad. Når du køber en tur/retur busbillet til Berlin fra Skan Rejser, skal du kun stige ombord på bussen, hvorefter kursen er sat mod storbyen. Med i vores priser får du selvfølgelig også ophold inkl. morgenmad på et af vores hoteller. Du kan vælge mellem B&B Hotel Berlin Alexanderplatz, som ligger i den nordøstlige del af Berlins centrum, eller Parkinn Radisson Alexanderplatz, som er placeret på selve pladsen.
Du kan læse mere om vores lækre tilbud og se priserne på vores busture til Berlin her.